Sidevisninger i alt

søndag den 31. oktober 2010

Tanten er ved at sætte sig ind i GMO......

Da jeg skrev mit sidste indlæg, besluttede jeg at det næste skulle handle om GMO - og det er derfor jeg først får skrevet nu - håber så bare ikke mine få faste læsere allerede har fundet andre græsgange, fordi her har været helt dødt:-)

Jeg har såmænd bare holdt læsepause - det er godt nok sin sag at forsøge at forstå hvad hele debatten om GMO drejer sig om. Men da folketinget skal behandle et lovforslag her i efteråret, er det bare virkeligt vigtigt, at vi alle opsøger noget viden, og tager bevidst stilling til begrebet, der lurer lige rundt om hjørnet.

Måske jeg skulle starte med at slå fast, at GMO betyder genmodificerede organismer. Man taler også om gm-afgrøder, dvs. afgrøder som er gensplejsede. Kort fortalt går det ud på at krydse gener på en måde, som ikke kan forekomme i naturen.  

Heldigvis ønsker over 60% af de danske forbrugere ikke at spise gensplejset mad og de ønsker heller ikke at der dyrkes GMO i Danmark. Så langt så godt - det er jo faktisk rigtig godt. 

Dog tror jeg, det er et STORT problem, at mange andre end mig ikke har tilstrækkelig viden om problematikken - vi aner dybest set ikke hvad det vil sige hverken nu og her og slet ikke hvad det betyder på længere sigt - og vi aner heller ikke hvordan vi skal undgå det, selv om vi gerne vil. Virkeligheden er, at mange allerede inddirekte får gensplejsede fødevarer, idet de danske svin og køer spiser genmodificeret foder, og der er ikke nogen, der kender effekterne på langt sigt om hvad det betyder for vores sundhed og livskraft. Det er allerede et voksende problem at flere og flere drengebørn fødes med misdannede testikler, og for mig er det nærliggende at forbinde det med den omgang Keminova vi udsættes for og udsætter os selv for  - i sidste ende kan den slags manipulation måske ligefrem udrydde os mennesker!

I USA og visse andre lande er der allerede masser af gm-afgrøder, bl.a. majs og soja (som bliver brugt til dyrefoder fx). I EU er det endnu ikke tilladt at bruge gensplejsning i den åbne natur - men da verden desværre ofte handler om penge, penge og atter penge er der masser af danske landmænd, der står på tæerne for at kunne anvende gensplejsning for at øge deres udbytte.

Et af de helt store problemer er, at pollen fra gm-marker spreder sig til de omkringliggende marker, og hvis de er økologiske, ødelægges de og kan ikke godkendes som økologi. På grund af vi har så små afstande i vores lille land, vil det i sidste ende kunne betyde, at det ikke er muligt at dyrke økologiske afgrøder, da de ikke kan undgå smitte med gm-pollen. Det er da bare for skræmmende at tænke på!

Jeg går bestemt ind for at vi skal forske og nyde godt af teknologiske fremskidt i denne verden, hvis resultaterne kommer det samlede univers til gode. Jeg tror, at GMO i lukkede og kontrollerede systemer er et godt fremskridt, fx til fremstilling af medicin. Men at lukke det ud i den åbne natur er i mine øjne så sørgeligt, og det værste er, at det jo ikke kan gøres om igen. Når først skaden er sket, kan vi ikke komme tilbage til den oprindelige natur. Og jeg tror dybt i mit hjerte, at naturen og den måde vi er skabt på er det fineste, der findes, og at vi skal respektere naturens originalitet, og dens komplekse sammensætning. Det er helt uforudsigeligt, hvad der sker, hvis vi gensplejser både dyr og mennesker for den sags skyld. Vi kender slet ikke de følger det kan få, når vi bytter rundt på livets byggesten, og vi kender endnu mindre konsekvenserne for miljøet og for vores egen sundhed og overlevelse.

Jeg tænker nogle gange over hvordan det kan være, der er så mange i dag, der ikke kan få børn? Jeg bliver alvorligt bange ved tanken om at naturen sikkert hjælper os til ikke at kunne reproducere os selv, fordi alt for mange ikke er livskraftige nok til at videreføre arten på grund af vi bliver fyldt med forurening både udefra og indefra....

Den bedste måde må indtil videre være at støtte forsigtighedsprincippet indtil vi ved noget mere om langtidsudsigterne - og den bedste måde at undgå gm-fødevarer er at vælge økologisk - og måske allervigtigst at stemme på de politikere, der ikke tillader at der dyrkes gm-afgrøder i EU. Venstres fødevareminister har fx udtalt at han er positiv overfor brugen af GMO.

Hvad tænker du om GMO? Har du sat dig ind i debatten eller betyder det ikke noget for dig? Er det med i dine overvejelser, når du sætter dit kryds i stemmeboksen og i det daglige, når du køber ind?

Jeg tror desværre at alt for mange af uvidenhed vil komme til at købe gensplejset mad - og hvis du køber kød fra konventionelle bedrifter, så gør du det sandsynligvis allerede. Og det er også møgbesværligt at komme helt uden om, fx gør jeg det også selv en gang imellem, når jeg køber take-away eller spiser andre steder end hjemme, og ikke har indflydelse på råvarerne. Når jeg selv køber ind synes jeg valget er ret let - alternativet er for klamt, hvis du spørger mig:-)
Der er masser af information at søge om GMO, hvis du vil høre mere - også her på bloggen en anden dejlig dag.

Velbekomme og god ny uge til alle

torsdag den 14. oktober 2010

Tante Sund's Suppe

Udover stearinlys og vitaminpiller er der endnu en oplagt ting at kaste sig over på den her årstid - nemlig SUPPE! Jeg er vild med suppe - alle slags supper:-) Og sådan en forrygende grøntssagssuppe, som jeg lavede her til aften er oven i købet en meget taknemmelig sag, fordi man stort bare kan kaste de grøntsager man nu har ned i den, og det bliver næsten altid godt.

Min i dag bestod af fintsnittet bladselleri, løg, porre, persillerod og gulerod


Men start lige gryden med at svitse en pakke af den eneste bacon, jeg rigtigt synes smager godt, nemlig den fra Hanegal. Når baconen er let svitset, så tilsætter du alle de finthakkede grøntsager til de er "klare". Så smider du 2 tsk karry og godt med rosenpaprika ned til det, og så er retten klar til at blive til suppe ved hjælp af et glas virkeligt smagfulde flåede tomater og en passende mængde bouillon. Her ville det jo ha' været bedst at ha' sin egen fond, men sådan en havde jeg ikke, så jeg måtte klare mig med 3 terninger af Knors grøntsagsbouillon. Og det skal være Knors. Lige her synes jeg desværre ikke de økologiske bouillioner jeg har prøvet smager særligt godt!




Til sidst tager du et par håndfulde røde linser (husk at skylle dem godt først) og lar' dem koge med ca. 15 minutter. De er sunde, smager godt og ikke mindst er de med til at jævne suppen lidt og give den struktur. Og selvfølgelig slutter du af med at smage til med salt og friskkværnet peber.


Og efter en god halv time i køkkenet har du her den lækreste fyldige suppe - idag blev den toppet med en skefuld græsk youghurt, friskrevet parmesan og lidt basilikum. Mums .. og der er masser tilbage til frokost på jobbet imorgen:-)



Så hvis du også har suppefavoritter, så fortæl endelig om dem:-)
Godnat for nu

tirsdag den 12. oktober 2010

Tanter, brød og kager...

Søndag skulle her (igen igen!) være fremvisning af min lejlighed, som jeg jo har til salg, og jeg ønsker sådan for min dejlige bolig at den snart finder sig nogle nye ejere, som vil sætte lige så meget pris på den, som jeg har gjort i mange år - så det var en god undskyldning for at benytte det gode gamle ejendomsmægler-trick med at få huset til at dufte af hjemmebag:-)

Og jeg elsker virkeligt at bage og helst prøve nye opskrifter eller egne variationer af gamle kendinge. Jeg hygger mig virkelig med processen, og det er ren afslapning og nærmest meditativt. Problemet er jo så, at jeg til dagligt ikke har nogen i huset til at indtage det færdige resultat - selv om Katze 1 og Katze 2 er madglade, så hopper de ikke på gulerodsboller! Så denne gang røg der en sms afsted til dem i stueetagen, og et øjeblik efter stod de her med en lille skål, der snildt kunne bringe et par boller og nogle kager tilbage til stueetagen, og så lagde jeg også lige et par stykker på måtten hos mine søde underboer. Og resten blev atter taget med til mine sagesløse men taknemmelige kolleger, som gang på gang lægger krop til eksperimenterne.

Desværre blev lejligheden heller ikke solgt denne søndag - men det var nok ikke bollernes skyld!

Opskriften er fra Amo's bagebog nr. 3 - der skulle blive 12 gulerodsbrud ud af portionen, men de blev da grotesk store, men de havde en rigtig god smag. Så jeg vil bruge opskriften igen, men lave dem noget mindre! Kagerne hedder kaffebrød, og er fra samme bog. Det så sådan her ud:




I får lige opskriften på brødene:

1 kg mel
50 gram gær
5½ dl lunkent vand
75 gram sukker
15 gram salt
75 gram blødt smør
2 æg
150 gram solsikkekerner
4 mellem gulerødder

Opløs gæren i vandet, tilsæt mel, sukker og salt og ælt det sammen. Ælt så det bløde smør ind i dejen og alt den i ca. 8 minutter. Lad dejen hæve på et melet bord i 1 time med et klæde over. Lav så en fordybning i midten og slå æggene ud heri. Tilsæt også solsikkekerne og fintrevet gulerod - fold nu dejen sammen til en stor bolle med en kniv, og brug kniven til at hakke dejen sammen med sådan at du hele tiden samler den. Dejen skal være ret blød og ujævn.
Når dejen er nogenlunde samlet, hakkes den op i 12 (jeg foreslår 16) stykker og løftes over på en bageplade med bagepapir. Hæver igen 1 time. Bages ca 15 min ved 220 grader.

Og så er der bare tilbage at sige velbekomme!

KH den bagte Tante

lørdag den 9. oktober 2010

Vitamintid!!

Så kan vi ikke undgå at se det i øjnene - det er blevet efterår og dagene er blevet mærkbart kortere. Jeg synes overgangen er så svær at vænne sig til - lyset er så livgivende. Men når først mørket er blevet hverdag, så er der jo heldigvis også masser af hygge over det, og det er igen blevet en vane at tænde stearinlys hver aften.

Med mørket kommer også den tid på året, hvor jeg begynder på mit "vitaminprogram" igen, hvis jeg er kommet ud af vanen med at tage alle de piller hver dag. Jeg er en af dem, der principielt helst vil tage vitaminer hele tiden, men ikke får det gjort, også selv om en af mine grunde til at prioritere at købe økologi, er at der videnskabeligt bevist er væsentlig flere vitaminer og sporstoffer i økologisk frugt, grønt, men også mælk osv. 

Men jeg er så dårlig til at være konsekvent med at få taget de vitaminer hver dag. Men da jeg lige har fået taget blodprøver og mit tal for D vitamin er alt, alt for langt nede og min læge har løftet pegefingeren og har sagt, at jeg skal tage i hvert fald D-vitaminm, så er der jo andre gode grunde end kun efteråret til at komme igang. Så nu har jeg fået indkøbt et lille lager for en mindre formue (ja, her på billedet er for lige under 1000 kr.). OG  nu har jeg også indkøbt sådan nogle doseringsæsker, som gamle mennesker bruger, fordi de ikke kan huske at tage deres piller! Men i stedet for at åbne 5-6 slags pilleglas hver morgen, så er det meget nemmere at ordne de her beholdere til en uge ad gangen, og også nemt lige at stikke såden en fætter i tasken om morgenen, og have den på skrivebordet på jobbet.

Faktisk HADER jeg at tage piller, og det er nærmest et projekt for mig at skulle sluge så mange store piller hver dag, som jeg næsten kan få kvælningsfornemmelser af - så det er virkelig noget, jeg bevidst skal vælge til. Men nu er jeg i gang, og det kører godt lige nu med de nye beholdere. Min dagsdosis ser er sådan her for tiden:

1 Omnimin (multivitaminpille)
2 C vitamin (beskytter bla. mod kræft, og anbefalingerne i DK er små i forhold til andre lande)
3 D-pearls (sættes ned til 1-2 når jeg har taget dem et par måneder)
4 fiskeolie (EPA GLA, fordi de indeholder andre vigtige enzymer)
3 Life Spice Vital (sådan nogle energi-piller, som jeg ikke har prøvet før, men hørt godt om)

Jeg synes man skal købe vitaminer af et godt mærke, og ikke de billige fra supermarkedet. Selv handler jeg i min lokale helsebutik, hvor man kan få virkelig god vejledning, og ellers handler jeg ofte i netbutikkerne MED24 eller Netspiren, som begge har et stort udvalg af lækre produkter også inden for pleje og make-up. Og de sender fragtfrit til jobbet, hvis man køber for et vist beløb.


Hvad med dig? Hvad er din holdning til at tage vitaminer? Har du styr på dit eget tal for D-vitamin?

D-vitamin er så utroligt vigtigt for os, og 2/3 af os nordboerere er i underskud, fordi vi ikke får nok sollys og nok fede fisk fx. Det anbefalede tal for D-vitamin skal ligge på mindst 45 i Danmark, men USA anbefaler at tallet er 75. Mit eget lå på 23, så det kan tydeligt mærkes, og udover træthed kan det give mange andre symptomer og sygdomme, fx uregelmæssig hjerterytme og andre fæle ting.  

Så skål for helse og god energi til hele vinteren:-)

lørdag den 2. oktober 2010

Sådan bliver du fast læser

Det er jo skønt allerede at have 2 faste læsere, men jeg vil da rigtigt gerne have mange flere - så det er dejligt at flere af jer har forsøgt uden held - det er også lidt besværligt, men desværre eneste måde - men her kommer opskriften på det:

Du bliver fast læser ved at klikke på knappen ”Følg” med Google Friend Connect.

Der åbnes et nyt vindue og man åbner så sin Gmail-konto eller lignende (de af jer, der er på facebook har jo allerede en) – eller man opretter en. Derefter kan man vælge at tilføje Tante Sød som et websted man følger.

Summa summarum:  Sørg for at have en Gmail-konto (eller Twitter, Yahoo, AIM, Netlog eller Open ID) til at oprette sig som fast læser på ;-)

Hvem kommer først?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...