Sidevisninger i alt

mandag den 5. september 2011

Spinattærte med feta i fuldkornsbund + salat m/pære

En skøn veninde, der gerne ville i "hækle-skole" meldte spontant sin ankomst, og da Jane er vegetar skulle, der tænkes hurtigt i de baner:-) Og en fyldig fuldkornstærte med spinat, rødløg og ost poppede op som første idé - måske fordi mine gæster var glade sidste gang, jeg lavede andre tærter. Sådan blev det! Og vi var begge særdeles tilfredse efter måltidet med masser af saft og velsmag.


Sådan kom lækkerier til at se ud - der er meget mad i sådan en tærte, da det virkelig mætter. Vi spiste det halve, og delte resterne, så vi begge havde til frokost dagen efter:-). Jeg improviserede fyldet, og her er hvad der kom i i dag:

2 rødløg
400 gram økologisk hel frossen spinat
5 gode øko æg
1 dl creme fraiche 18%
1 bæger salatost fra Løgismose
½ pose revet øko ost
Lidt revet parmesan

Bunden laves af:
100 gram grahamsspeltmel
100 gram øko hvedemel
100 gram øko smør
½ tsk salt
1 godt æg

Start med bunden, som bliver sprød og let: Smuldr smørret i de to slags mel, og saml dejen hurtigt med salt og æg.  Hviler i køleskab 1 time, rulles derefter ud og lægges i smurt tærteform. Prikkes godt med en gaffel.

Rødløg i tynde halve skiver svitses godt i lidt olie, men uden at tage farve, så du må røre i dem hele tiden. Disse lægges på den rå tærtebund. Herover fordeles den let optøede spinat og den afdryppede salatost. Æg, revet ost og creme fraiche blandes og krydres godt med kværnet peber og godt salt. Bages ca. 30 minutter ved 200 grader eller til den er næsten færdig. De sidste 5 minutter drysses lidt friskrevet parmesan på toppen. Serveres rygende varm med en frisk og sprød salat med en syrlig dressing, evt. blot balsamico.



Her ser du den gyldne og duftende skønhed:-)


Dagens enkle salat bestod af en bakke økologiske blandede salattyper, en god øko pære i tynde skiver (læg dem i koldt vand med lidt citronsaft, så de ikke bliver mørke), et drys hakkede kryddernødder og endelig en håndfuld af mine egne små bagte tomater i olie - som i øvrigt er de tomater, som Jane selv kom med fra hendes egen kolonihave. Det var jo hyggeligt at servere dem for hende.


En sund og mættende tallerken, hvor selv ikke kødspisere kommer til at savne noget som helst .... velbekomme!

Print denne artikel

6 kommentarer:

  1. Mmmm jeg får helt lyst til at vi skal have tærte idag ! - tak for inspiration :-)

    SvarSlet
  2. Mums - det ser godt ud... tak for inspiration :o)

    SvarSlet
  3. Øj hvor lækkert, Marianne! Det vil jeg prøve, næste gang vi skal have tærte. Tak. Jeg elsker spinattærte, og ungerne er også vilde med det. Vi plejer at lave det med broccoli og porrer, hvor jeg så blender frisk spinat med fløde og æg og hælder det over - det kan også anbefales - det bliver nærmest neongrønt. Meget smukt. Hilsen Ulla N

    SvarSlet
  4. Jeg må altså seriøst igang med at lave tærte lidt oftere... Hvor ser det lækkert ud og lækker salat :)

    Hvor langt er du nået med tæppe2?

    SvarSlet
  5. Hej Bettina og Fru Friis - håber I måske allerede har fået sat en god tærte til livs:-)

    Hej Ulla - broccoli og porrer - lyder også super i en tærte. Den er jeg på næste gang! gad vide om du hælder grøntsagerne i helt rå eller lige giver dem en blancering først? Mon ikke det sidste ....

    Hej Gitte - jaaaa, anbefaling af grønttærter herfra. Uha, tæppet er dejlig langt. Faktisk nok færdigt nok weekenden er ovre vil jeg gætte på hvis alt går vel:-) Viser det selvfølgelig frem snarest muligt. Og jeg skal gerne lære dig at hækle sammen! :-)

    SvarSlet
  6. Dejligt - det vil jeg glæde mig til :)

    SvarSlet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...