Sidevisninger i alt

fredag den 30. november 2012

Lækre øko müsli'er fra Grøn Balance

Igen barsler Grøn Balance med skønne nye økologiske produkter, og det glæder mig sådan at se, at de udvikler i en lind strøm. Denne gang har jeg taknemmeligt modtaget to slags müsli, og sørme om ikke også der er "grønne" papirservietter i butikkerne nu.

Jeg har allerede med velbehag prøvesmagt begge müsli, og det er kvalitetsmorgenmad, som nemt kunne havne i min indkøbskurv en anden god gang. Begge blandinger har et højt indhold af fuldkorn - mellem 73 og 80 gram pr. 100 gram - hvad jeg lægger meget vægt på. Og er i øvrigt baseret på hvede, havre og rug.

Mysli med mandler, frugt og kerner er fyldt med hele sprøde mandler, solsikkekerner, søde abrikosstykker og rosiner. Jeg er vild med mandler, så den her variant er min foretrukne. Bare god smag fra gryn og sødmen fra frugtstykkerne. Jeg har spist den oven på youghurt og tilsæt en sjat af Urtekrams blåbærsirup - umm, det er luksusmorgenmad, der er klar på et par minutter, og det kan jo godt tælle i en travl hverdag.

Mysli med bær og kerner indeholder spændende morbær, rosiner og godt med kerner fra græskar og solsikker. Absolut også en dejlig mysli, men med lidt mindre bid end den anden, synes jeg. Denne her kunne jeg også snildt finde på at bruge et par håndfulde af, når jeg bager grove boller eller måske lave hjemmelavede myslibarer som sund snack.


Sådan her ser de ud - de forhandles i SuperBest og SPAR bla. og koster ca 26 kr.


Her kan du sagtens se de lækre hele mandler, og der er pænt mange af dem i posen ... 


Middagsservietter med grøn samvittighed - ja, tænk, jeg må indrømme, jeg ikke før har tænkt i de baner. Men selvfølgelig - de her servietter er svanemærkede og FSC-mærkede. Det betyder, at de er fremstillet af træ fra bæredygtige skove og er fri for klorgas og kemikalier.

Genialt tænkt faktisk - det er da ikke rart, at tænke på man normalt tørre mund og hænder i klor og kemikalier! Og fedt med klimavenlige servietter, som belaster miljøet mindst muligt. Og som sagt med træ fra skove, som kan nå at reproducere, og hvor dyr og planteliv beskyttes, og der er tænkt på ordentlige forhold for skovarbejderne.

Jeg er klart fan - servietterne findes indtil videre i hvid og champagne og i 2 størrelser. Jeg vil da klart kigge efter dem her i butikkerne fremover. Og foldet på fine måder, er jeg sikker på de pynter, når jeg skal dække bord. Tror de hvide blir' gemt til mine gæster nytårsaften.

torsdag den 29. november 2012

Nye farver i køkkenet ....

Håndarbejde kan jeg ikke undvære at ha' gang i hele tiden uanset, hvad jeg ellers burde lave af andre ting.... i de sene aftentimer foran en soap, skal hænderne osse ha' sit:-) Og nu hvor jeg har fået åbent køkken i forbindelse med den ene stue, så må farverne i køkkenet matche de nye i stuen.

Jeg er bare så meget til stærke farver i øjeblikket - pink, orange, lilla - sammen med sort, hvid, grå osv. Jeg er i fuld gang med indretningen, og det er SÅ hyggeligt. I skal nok få lidt billeder inden længe, men jagten på de helt rigtige ting tar' tid - og her på øen, er der mange ting, jeg ikke kan købe. Så en tur i Ikea, Silvan, Jysk kræver en færge! Så den slags er en lille udflugt i sig selv:-)


Meget kan jo købes på nettet - og se lige de her vildt fede nye viskestykker fra Hay. Super kvalitet og så pynter de virkelig, og tilfredsstiller min farvetrang. Så nu hækles der igen de tykke vaflede grydelapper, der kan matche.


De her holder virkelig varmen ude, og er lige så pæne efter vask. Nu er jeg igang med nogle sart lyse blå med sort kant....

I dag rusker og regner det her på den lille ø, og der var vist også et par snefnug, da jeg var ude i formiddag for at tømme endnu et par flyttekasser og få dem væk fra udhuset. Det er en god fornemmelse, og man blir helt glad for at se ting, man havde glemt, og som har været pakket ned i næsten to måneder ... men kan I nu ha' en dejlig dag derude i landet.

onsdag den 28. november 2012

Hjort fra Samsø :-)

Så fik Tante Sød sig sørme et rigtigt aftensmåltid! Efter en måned på mere eller mindre tilfældige fødevarer, er her nu så normale tilstande at potter og pander endelig er fremme i lyset igen. Tilberedt endda kun til mig selv! Det er skønt at begynde at føle sig hjemme og afslappet. I går var her for første gang store rengøringsdag for alvor. Det er bare så dejligt at stå op til et hus, der er ved at ligne et hjem. Hovedet er dog stadig fyldt med alt det, som jeg ønsker at gøre ved indretningen. Og idag vil jeg gå i krig med at sætte møbler og ting i stand, som skal ha' nyt liv og nye farver. Jeg har været hos farvehandleren mange gange allerede:-)

Nå, men tilbage til middagen i går. Jeg er så heldig allerede, at være kommet i kontakt med en sød kvinde, hvis mand er jæger. Så nu ligger der en del forskellige udskæringer af hjort i fryseren, samt et par poser med en flok fasanbryster. Hjort har jeg aldrig smagt før, så det var jeg spændt på. I forhold til mit ønske om dyrevelfærd og økologi kan det faktisk ikke være mere "rigtigt". Sådan et dyr kan jo næppe gå under økomærket, men i virkeligheden er det meget bedre end det. Her er et dyr, som har levet fuldstændig frit og naturligt, og som ikke anede hvad der skulle ske, da det blev skudt. Ingen stress  eller frygt for dyret i det sidste øjeblik. Meget bedre dyrevelfærd findes vel ikke. Så det blir med god samvittighed, jeg fremover vil købe hjort.

I går tog jeg et stykke lårtunge op - det er et lille stykke kød, der passer til 2 personer, som ligner en mørbrad. Og jeg stegte det helt enkelt på panden med salt og peber og i smør naturligvis. Jeg ville ikke overstege det, men fik det så til gengæld lige stegt lidt nok. Men skidt pyt, så ved jeg det. Det smagte skønt, og minder meget om oksekød eller måske en blanding af okse og kalve. Lidt mere mildt i smagen, synes jeg. Kødet var mørt og samtidig med en god konsistens. Det var rigtig spændende at prøve, så nu må mine nytårsgæster selv bestemme, om vi skal spise hjort eller fasan til nytårsaften.


Tilbehøret var enkelt - en bakke blandede svampe stegt og stuvet med en smule fløde, små ristede kartofler med timian og sprøddampede gulerødder. Ahh, det var luksus middag for én!

tirsdag den 27. november 2012

varm chokolade.....

Jeg sætter altid pris på, når gode folk tænker på mig, og sender dejlige ting:-) For nogle dage siden modtog Tante Sød gode chokoladesticks og lyserøde hjerter, der var lige til at smelte ..... så selv om det var en lillebitte lokkemad, og selv om produktet slet, slet ikke hører hjemme her, hvis det skal være rigtigt, har jeg besluttet lige at sige tak for dejlig varm chokolade.....


Så hvis du hører til dem, der er i gang med at planlægge skiferie, så i stedet for at køre den lange tur selv, så sku' du måske kigge efter flybilletter hos www.norwegian.dk? Det er da et forsøg værd :-)



Jeg er desværre ikke ski-typen - ville ønske jeg var så sporty! Så jeg nøjes med at nyde den søde sjokolade:-)

søndag den 25. november 2012

I vidste godt det her kom, ikk....

Jeg tar' det for givet at alle mine læsere er super kvikke og gode til gættekonkurrencer - så det er nok ikke den store overraskelse, at resten af fuldkornsrisengrøden fra Urtekram helt målrettet skulle omsættes til årets første ris a la mande.

Og den blev mindst lige så lækker som risengrøden .... eller skal vi bare sige endnu mere lækker? Ja, det skal vi .....


Der er ikke så meget at sige andet end "ahhhhh" - hvor gjorde det min lørdag aften godt!

Grøden blev holdt i den rustikke style - så de hakkede mandler beholdt skindet på. Chop, chop. chop.... en 1/4 piskefløde, kornene fra 1 øko vanillestang blev skilt ad i 2 spsk flormelis. Og så bare ned og blande med den kolde risengrød.

Kirsebærrene var et glas Amarena - købt før jeg kendte til Selleberg. Efter jeg har købt Selleberg kommer der aldrig andre kirsebær ind i mit liv. Men mit lager af Selleberg er dog båndlagt til juledagene, så jeg måtte pænt klare mig med de her alt for dyre og alt for syntetiske Ameranabær:-)

Men, men, men - jeg klagede ikke! Det var en gude-skålfuld. Og hvis jeg selv skulle holde jul, blev ris a la manden helt sikkert lavet på økologiske fuldkornsris .... du sku' prøve det:-)

lørdag den 24. november 2012

Rice er sååå Nice ....

Længe, længe har jeg sukket efter det italienske fajance fra Rice i farver...fine fine farver. Jeg havde ganske enkelt ikke plads til så meget som en enkelt tallerken mere i mit gamle køkken. Mit nye Samsø-køkken har heldigvis godt med skabsplads, så NU sku' det bare være.

Hvor var det svært at vælge .... så godt at skabspladsen alligevel begrænser, hvor meget jeg ku' gå amok! Og hvor meget porcelæn er det i grunden man har brug for, når man er single? Hæ hæ... nå, men jeg tror jo, jeg får mange gæster ...


Jeg har købt 6 ovale tallerkener og 6 dybe tallerkener i en skøn, skøn lys mint. Det blir' den, jeg kommer mest til at bruge, når der skal dækkes op til gæster og uden alt for meget spræl. Men så måtte jeg også lige ha' 2 sæt af den dybe lilla - den er mørkere end på billedet. Og så også lige 2 sæt af den pink. Som jeg desværre er en lille smule skuffet over i farven - jeg ville gerne ha' haft den stærkere pink, synes denne her næsten er mere gammelrosa..... men den er sød alligevel, og jeg gider ikke bytte den. Jeg har bestilt direkte fra Rice, og fået det sendt hertil, så det ikke skulle med det i forvejen rigeligt store flyttelæs ....


Kanterne er rustikke og man aner stentøjet under fajancen.... med tiden og med brug bliver fajancen krakeleret, og det tror jeg kun blir fint ... de dybe tallerkener er jeg helt vild med. De er skønne til suppe, pasta, salater osv. Tunge og robuste og passer bare godt til mit hus på landet ...


Det her var helt håbløst at ta' billeder af..... men her er et lækker tykt pie-fad, et stort serveringsfad med lyserød yderside og grøn inderside, og så ikke mindst den virkeligt store kageopsats. Jeg har meget længe været på udkig efter et kagefad, der er stort nok til en af de fine pyntede kager, fordi pynten normalt næsten er på vej ud over kanten. Dette her er hele 38 cm i diameter, så nu tror jeg det rækker selv til Tante Sød's kager!


Ahh, hvor jeg glæder mig til, når jeg er færdig med at bruge fritiden på at indrette huset, så jeg kan komme igang med at invitere gamle og nye venner på dejlige middage serveret på de her smukke tallerkener og fade. Man blir da i godt, godt humør bare af at se på det ......

fredag den 23. november 2012

Ahh, økologisk fuldkornsrisengrød...

Lige siden jeg modtog pakken fra Urtekram, har jeg haft lyst til risengrød! I nat gik jeg først i seng kl 2, fordi jeg hang hen over to afsnit af Kongen af Queens (som jeg synes er ret underholdende), men så var jeg blevet så sulten at jeg ikke kunne sove, og lå og drømte om risengrød til morgenmad :-)

Og sådan blev det - jeg måtte godt nok vente over 1 time på min morgengrød, men det var hele ventetiden værd. Jeg er bestemt normalt ikke den store grødspiser, og får ellers kun risengrød et par gange om året. Men efter den her skønne grødoplevelse, har jeg rigtig meget lyst til at eksperimentere mere med grød. Og jeg tror vitterligt, det er sundt og godt for systemet. Den her grød holdt mig hvert fald også mæt i mange mange timer.


Se lige for en skøn luksusmorgenmad .... mens grøden kogte, kunne jeg passe mit arbejde ved computeren. Grøden blev toppet med hakkede mandler, svesker og abrikoser. Og hen over det hele blev strøet den lækre chai-kryddersukker fra Urtekram og selvfølgelig - prikken over i'et - SMØR!

I min barndom fik vi altid solbærsaft sammen med risengrød, så når jeg endelig spiser grød, så skal der også et glas saft til. Desværre havde jeg ikke solbær, men øko tranebærsaft er også godt:-)


Jeg brugte 1 liter letmælk og to dl fuldkornsris med top og et stort nip salt, og rørte jævnligt i grøden. Den smagte bare helt vildt godt, med meget mere bid og struktur end fra hvide ris, der godt kan blive lidt klistrede og bløde. De her er rustikke på den helt rigtige måde, og gør at jeg spiser grød med bedre samvittighed! Jeg er FAN:-)

Bevidst gik jeg efter at have rester .... så gæt lige, hvad resten af grøden skal bruges til? Du får ét gæt! Og jeg kan røbe det involverer kirsebær....

lørdag den 17. november 2012

Det første strejf af jul....

Abrikoser, figner, dadler og svesker har ligget i blød i mørk portvin i løbet af ugen, og nu er de hoppet ind i en hule af marcipan, nougat og mørk chokolade!!!!

Haps - det ser lækkert ud. Men niks, pille Tante Sød. Det skal med færgen en tur til Sjælland på mandag!!! Husk det nu .....


Tykke og svulmende frugter .... sørme osse et godt kagefyld!


Det ser næsten vulgært ud ....


Men næh nej - nu er det fint og såååå fristende .... måske du også sku' gå i gang med at lægge frugter i blød? Rigtig god weekend

fredag den 16. november 2012

Kæmpekram tilbage til Urtekram

Yeahh, pakkeposten virker så fint på Samsø. Og blir leveret helt til døren eller sat i udhuset, hvis man ikke er hjemme, så man er fri for at bruge ½ time på at hente en pakke på posthuset. Endnu et lille hverdagsplus. Og SE LIGE, hvad den rare post kom med i dag - sådan en virkelig virkelig nice julepakke fra Urtekram.

Jeg synes, det er en vildt flot og lækker pakke, som jeg med glæde skynder mig at vise frem. Nu er jeg jo i forvejen stor Urtekram-fan - synes de har et fantastisk godt udvalg, mange sjove og nye produkter, og så stoler jeg på at de er passionerede medarbejdere, der vil økologien for enhver pris. Lige som jeg selv gerne vil. Jeg er så glad for de også har fået oste i Nettos sortiment, og plejeserien med Nordisk Birk er også et hit her i huset.


Her er bare alt, hvad hjertet kan begære af tørrede frugter, mandler, nødder, kakao, honning, rørsukker og små søde kanelkager. OG ikke mindst nogle rigtigt spændende fuldkornsris.

Uhh, jeg får så meget lyst til risengrød, og I kan helt sikkert meget snart forvente at se sådan en portion her på stedet. Jeg har aldrig tænkt på risengrød af fuldkorn, og det ser jeg meget frem til at smage, og håber bare at det blir den nye måde, og at jeg kan spise risengrød med lidt bedre samvittighed.  Og selv har jeg netop i sidste uge købt et glas af Urtekrams chaisukker - det skal da helt sikkert på toppen af grøden sammen med noget af det her lækre tilbehør. Cant wait! I will be back:-)

torsdag den 15. november 2012

Hverdage på Samsø

Almindelige hverdage er så småt begyndt at forme sig i mit nye Samsø-liv. Det kræver jo en masse energi, når alt er nyt og intet kører på autopilot. Men stressniveauet er nu et helt andet, og jeg er ved at finde en rytme med at arbejde hjemmefra, tage til København for at være på kontoret, hver dag gøre lidt i huset, så det engang kommer til at blive et hyggeligt hjem osv. Bla blir her godt nok shoppet igennem på nettet for tiden! Der er så mange ting, jeg synes jeg må ha' for at det blir rigtigt. De første billeder er kommet på væggen og det gør en stor forskel. Jeg har masser af planer og ideer med gamle møbler, der skal sættes i stand. Mad blir der kun lavet i meget ringe omfang, men jeg håber ikke I blir trætte af mig på grund af det!

Jeg er begyndt at fornemme kulturforskellen fra storby til et lille samfund. Det mest slående er, at alle mennesker her er utroligt imødekommende, hjælpsomme og venlige. Man står sammen, hvis noget skal ske, så gør man selv noget. Man er godt klar over, der ikke kommer nogen andre og tar ansvar.

Og så har folk GOD tid til at snakke. Det kan godt ta' sin tid at komme en tur i Netto, fordi man liiige skal snakke med flere undervejs. Folk tar' selv initiativ til at komme hen og præsentere sig og hilse på, og det er bare så utroligt dejligt, når man er ny og ikke kender ret mange. Jeg har nærmest talt med flere naboer her på den korte tid end jeg talte med dem, jeg har boet i opgang med i mange år. Heldigvis har jeg rigtigt nemt ved at lære nye mennesker at kende, og kommer godt ud af det med de fleste. Så jeg nyder den åbenhed og interesse, der tydeligvis er om tilflyttere. Jeg har dog også mærket en snert af "landsbysnakken":-) Når jeg har mødt nogle nye, har jeg flere gange været  klar over, at de godt havde hørt om "hende københavneren", der er flyttet ind i byen og som vist nok arbejder i København. En nabo fortalte endda, at hun havde hørt jeg var vanskelig (noget på huset, der skulle udbedres) - jo, jo - det skal jeg vist lige lære at forstå, hvad der ligger i eller måske bare lære ikke at ta' mig af:-). Jeg tror desværre Janteloven hersker lidt herovre nogle steder. Man skal ikke tro, man er noget. Og når man kommer fra København skal man vist passe på ikke at være for opmærksomhedssøgende. jeg er et menneske, der let blir begejstret, gerne vil bidrage til det fællesskab jeg er i, og gerne vil sige min mening. Jeg har masser af ideer til ting, jeg vil lave herovre, projekter jeg gerne vil være med til osv. Jeg må tænke over, hvordan jeg får det sagt, så det ikke blir misforstået. Nå, men nok om det - det er bare nogle tanker, jeg gør mig i mit stille sind.



Som jeg skrev på min facebook: Man ved, at man ikke længere bor på 5. sal, når der står sådan en fætter i ens have søndag morgen:-) En ven, forslog den måske bare skulle fodres med solskikkefrø..... Men nu er den væk igen, og jeg har fået lavet korrekte faskiner, så mit hus ikke "drukner":-)


Vejret har bare været så fint mange dage, mens jeg har boet her. Det er da smukt i november. De sir' at her ofte ikke er så meget sne, som i resten af landet. Hvor jeg dog ønsker det holder stik! Jeg hader bare at køre i snevejr, og jeg vil altså gerne til København uden problemer....

Nu vil jeg gå ud og pakke endnu et par flyttekasser ud, og så køre en tur til farvehandleren for at købe mere maling. Jeg har et projekt med et spejl, der skal gå fra hvidt til sort og et stålskab, jeg pønser på skal gå fra rødt til gråt.....

søndag den 11. november 2012

Anmeldelse: Restaurant Perlen på Samsø

Som jeg fortalte i går, skulle jeg i aftes på restaurant for første gang som fastboende her på Samsø, og det er en anden følelse end at være turist. Nu må jeg i gang med at lære de forskellige spisesteder at kende, så jeg ved, hvor jeg skal sende mine gæster hen - ja, og mig selv!

Perlen er kun 1 måned gammel og ligger ved færgelejet i Sælvig, så der er en skøn udsigt fra vinduer fra flere sider. Og lyset fra restauranten giver så meget liv og bevægelse, når man som sejlende ankommer fra Hou. Jeg bor selv 3 min gang fra stedet, så jeg håber, Perlen kan være med til at skabe masser af liv og bevægelse i den her lille by - det kommer jeg til at sætte pris på.

Og sikke en aften i går - sjældent er jeg gået så glad hjem fra en aften på restaurant. For det første fik vi den mest velsmagende Mortens Aftens 3-retters menu, vi kunne ønske overhovedet. Og for det andet var der den mest fantastiske stemning. Stedet summer af hjertevarme, latter, levende musik fra det gamle sorte flygel, levende lys og skønne dufte. Og det utroligt søde og gæstfri værts- og kokkepar, Birgit og Steen, var selv synlige hele tiden, og sørgede for at alle fik venlighed med på vejen. Her kommer lidt fotos fra i aftes...


Jeg kom i noget god tid, så jeg fik lov at kaste et blik ud i det travle køkken. Her skulle være fuldt hus, dvs. 50 gæster, og køkkenet var på højtryk, og alligevel lød der grin og latter alt imens alle knoklede ... her en stor bakke med smukke røde æbler til desserten...


Sprøde, hjemmebagte butterdejsstick til forretten - det så meget appetitligt ud. Noget af det, som jeg virkelig vil fremhæve hos Perlen, er at ALT er lavet fra bunden. Her var ikke skyggen af pulver eller halvfabrikata. De små kartofler var håndpillede, og saucen lavet af hjemmekogt fond. Det burde være en selvfølge på alle gode restauranter, men er det jo desværre langt fra altid. Men her kan man regne med at Steen og Birgit, selv har begået det hele fra grunden.

Steen Soelberg har tidligere været chefkok på Hotel Marienlyst, og kan vitterligt sit kram i et køkken. Og hans kone Birgit forpagter i øvrigt også Kolby Forsamlingshus.


Hmm, min blitz er rigtig ringe, beklager! Men et lille sneakpeak ind i den ene del af lokalerne ... senere blev der tændt levende lys overalt, og der er smukt og enkelt med de hvide duge ....


Forretterne kom på bordet, og der er vand på flaske uden man beder om det OG uden at man betaler for postevand! Sådan er det ikke i København ...

Hvis jeg skulle sætte et eneste lille bitte minus på stedet, så blir' det de der plastikdækkeservietter:-) Ked af at sige det, men de er altså ikke hverken pæne eller hyggelige. Minder mest om sådan noget man lægger under børns tallerkner for at de ikke sviner for meget. Men det er så også det værste, jeg kan finde på at mene, og så går det nok endda. Nogle vil måske synes, det er sjovt med de forskellige skibsflag, nu hvor Perlen tilhører et færgeselskab ....


Forretten var røget laks på en bund af sprøde, marinerede urter, masser af frisk dild og lime og citron og med de lækre butterdejsstænger lagt øverst på tallerkenen. Den kom sørme ikke med på billedet! Portionen var generøs - skøn blød laks, og urterne havde præcis tilpas bid. En enkel og uprætensiøs ret, hvor gode råvarer kom til deres ret, og en super start på en klassisk middag.


Sprøde stykker af landænder kom tallerkenanrettet oven på virkeligt skønne æbler med skræl, som gav et rustikt indtryk og svesker, der var bløde og smagfulde. Normalt spiser jeg aldrig æbler og svesker sammen med juleanden, fordi jeg ikke bryder mig så meget om det. Men dette spiste jeg rub og stub, fordi det var perfekt tilpasset og komplementerede den kraftige andesteg med sødme og syrlighed. Hvide og brune kartofler kom i skåle, og ligeså to slags rustik rødkål, der smagte fantastisk. Vist krydret med lidt kanel, vil jeg gætte på. Skysaucen kunne min mor ikke ha' lavet bedre.
Alt i alt den bedste andesteg, jeg nogensinde har spist. Sådan en tallerken gad jeg godt ha' serveret igen juleaften!


Desserten var holdt i det enkle og minimalistiske tema - hjemmelavet skøn vanilleparfait på rigtig fløde og gode landæg fra Samsø. Sammen med et perfekt bagt æble, der var fyldt med marcipan, vanille og vist lidt valnødder måske. Det hele anrettet i en smagfuld æblesuppe, som gjorde hver en mundfuld til en lille bid af salighed. Hele menuen kostede 354 kr, og var hver en krone værd. Man kunne tilkøbe vinmenu for 198 kr.

Jeg kan kun gi' Perlen de helt store point - her kommer jeg og mine gæster til at spise mange dejlige middage. Ikke så sært, at jeg hørte, der vist nok allerede er næsten udsolgt til julefrokost på stedet... flere måtte i øvrigt gå forgæves igår aftes. Så kommer du til Samsø, så slå et slag forbi Perlen. I øvrigt kan man også overnatte på nyrenoverede værelser på 1. salen.

Tjek deres hjemmeside HER

lørdag den 10. november 2012

Halloooo :-) Back in business!

Kære skønne læsere - jeg undskylder virkelig at den her flytning til Samsø kom til at betyde så lang totalt pause. Det var bestemt ikke planen! Men nu lover jeg, at være tilbage med regelmæssige indlæg og ikke mindst at læse med hos jer andre, hvad jeg har savnet rigtig meget.

Det var vitterligt en mundfuld at flytte en stor lejlighed, man har boet i i mange herrens år til et "fremmed land". Thi hi. Selve flytningen gik nu faktisk over al forventning, det var verdens bedste flyttefolk, de klarede bare det hele effektivt, med super godt humør og ikke så meget som et lille skår i et glas eller noget.


Men sådan her så min nye spisestue ud lige efter flyttefolkene var gået. Næsten 70 kasser fordelt på begge sider, sådan at man lige kunne gå igennem og sådan at man liiige kunne komme til at male vægge, hvis man var meget tynd!!!! De første tre dage spiste vi oven på 2 flyttekasser og drak af papkrus.

Heldigvis er det her 2 uger siden allerede, og nu ser her helt anderledes ud. Du skal nok få billeder en dag. De første dage blev brugt på at pakke de mest nødvendige ting ud. Få et soveværelse og et gæsteværelse op at køre. Få køkkenet til at fungere, badeværelset osv. Og så ellers igang med at male hele hytten! Alt var bare pakket ind i plastik og afdækningspap, og her blev hamret, banket og larmet.


Det absolut VÆRSTE ved flytningen for mig, var at mine to elskede misser ikke havde det spor godt. De var så bange og skræmte fra vid og sans. Unge Emil kom dog nogenlunde til hægterne efter godt og vel et par dage, men gamle Olivia var hårdt ramt, og så stresset at hun ikke spiste eller drak spor i 7 døgn. Så allerede efte 3 dage måtte jeg opsøge den lokale dyrlæge, jeg var nødt til at tvangsfodre hende, og igen i slutningen ugen måtte jeg have dyrlægen herud for at kigge på hende. Jeg var virkelig bange for, at hun ikke klarede det. Det er meget vigtigt, at katte får mad i deres system, da de ellers meget hurtigt laver en slags forgiftning med risiko for at leveren står af. Men gudskelov var det "bare" stress, og hun er nu i meget fin bedring. Men når mine dyr ikke har det godt, så er jeg selv helt ude af den. Så flere gange var jeg bare ved at sætte mig ned og tude, alt i mens jeg skulle være på dupperne, fordi jeg havde to søde hjælpere med, som jo knoklede for mig. Det var virkelig en udfordring. Heldigvis er dyrlægen her utroligt sympatisk og grundig, jubii for det.

Sidste fredag blev jeg så alene for første nat, og uha her er mørkt på Samsø! Jeg har boet i storbyen altid, så da her var så stille og mørkt blev jeg et øjeblik i tvivl, om jeg nogensinde vænner mig til det. Men også det går allerede meget, meget bedre.

Jeg ELSKER mit hus, det er helt rigtigt for mig, og jeg er blevet SÅ godt modtaget alle vegne, hvor jeg kommer. Utroligt søde naboer, der har hjulpet med at installere den nye vaskemaskine, en anden kom med en lille gave og et sødt kort osv. osv. Og jeg er i fuld gang med at netværke og har SÅ mange ideer til ting, jeg skal lave og sætte igang her.


Efter et par dage alene, skulle jeg 3 dage til KBH for at være på kontoret, og det var dejligt at se kollegerne igen. Planen er, at jeg tager til KBH et par dage hver anden uge for at arbejde, og resten af arbejdet kan gøres herfra Samsø. Det er jeg bare så lykkelig for. Jeg elsker mit job, både opgaverne og firmaet, og fleksibiliteten er jo altafgørende.

Den kommende tid vil bloggen stadig bære præg af, at her ikke bliver lavet meget mad, der er værd at vise frem. Tiden bliver først og fremmest brugt på job, sætte hus istand, indrette huset, sætte møbler i stand, nye håndarbejder til huset osv osv. Og jeg har besluttet også, at nu hvor huset fungerer, så tar' jeg det stille og roligt. Det må komme hen ad vejen. Jeg har hele vinteren til at hygge med indretningen - bare jeg er færdig, når udendørslivet kalder.

Så jeg håber, I gider hænge på, selv om indholdet ændrer sig lidt. Når livet engang igen kan køre lidt mere på autopilot, og ting begynder at blive rutiner og vaner, så kommer der helt sikkert mere mad tilbage på bloggen. Lige nu er alt bare NYT, alt er bare FØRSTE gang, og det koster vitterligt energi og opmærksomhed.

Jeg vil stoppe for i dag - og vende snarligt tilbage. I aften skal jeg holde Mortens Aften hos gode nye venner, som netop har åbnet sådan en hyggelig restaurant her i min lille by, Sælvig. Måske der kommer et par billeder derfra imorgen.

Ønsker dig en skøn weekend, og glæææder mig til at læse jeres andres blogge....
Kærlige hilsner
Tante Sød - nu med Ø !!!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...