Sidevisninger i alt

onsdag den 30. juli 2014

Russisk fødselsdag på dansk:-) Med en flagkage..

Der er mange måder at gøre gode gerninger på. En af mine "naboer" har fx denne sommer haft to feriebørn fra Rusland i mere end tre uger. Det er virkelig en uselvisk og næstekærlig gerning -og en stor opgave!

Den ene dreng havde fødselsdag, mens de var her, så det var den perfekte anledning til en lille fødselsdag på dansk - og den perfekte anledning til at prøve den efterhånden kendte flag-kage fra bogen Bagelyst af Annemette Voss.

Kagen er festlig og faktisk også en helt udmærket kage med smag af hindbær og lime, som gir god syrlighed til det søde. Her får du opskriften med mine små ændringer - hvis du også snart skal holde fødselsdag for nogen:-)


Opskriften siger, at man skal lægge et tyndt lag creme i midten - næste gang fylder jeg nu mere på, så striben i midten bliver tydeligere.


Selvfølgelig skulle vi ha' fødselsdagsboller først og servietter med flag...


Varm kakao med flødeskum tror jeg ikke de kendte - men det gik rent ind:-)


Lys i lagkagen hører til - desværre blæste de ud af sig selv, da jeg bar kagen fra køkkenet og udenfor! Meningen var god nok:-) Hjemmelavet rabarbersaft gik fint til...


Så kom der hul på den - det var store stykker, der blev skåret ud af fødselaren ...:-)


Den her del hentede andre naboer senere om aftenen - men her kommer opskriften:

Lagkagebunde
½ god vanillestang
175 gram lyst rørsukker
3 æg
Rød pastafarve
70 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
70 gram kartoffelmel
Flæk vanillestangen og rør korn ud i lidt af sukkeret. Æisk æg, sukker og vanillesukker meget lyst og luftigt - det tar 10 min ca. Bland rød pastafarve i - juster selv hvor meget. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver sammen og sigt ned i blandingen og vend forsigtigt sammen. Læg bagepapir i bunden af din springform, smør formen godt og bag ved 180 grader i 30 min. Lad afkøle helt. Flæk bunden i to.
Hvid chokomousse
2 blade husblas
160 gram hvid chokolade
5 dl fløde
Fintrevet skal af 2 øko lime
Udblød husblas i koldt vand mindst 15 min. Hak choko groft. Varm fløden op til lige før kogepunktet og hæld over chokoladen og rør til den er jævn. Knug vandet af husblas og tilsæt den varme flødechoko og rør godt ud. Sæt på køl mindst 3 timer og gerne mere.

1 glas god hindbærsyltetøj - eller lav dit eget som bogen foreslår. Jeg brugte denne her

Overtræksmarcipan
400 gram ren marcipan, fx Odense
200 gram flormelis
30 gram glukosesirup
2½ dl fløde til opsmøring
Ælt ingredienserne sammen til overtrækket, læg på køl til det skal bruges.

Når kagen skal lægges sammen skærer du en cirkel ud af begge bunde ca 3 cm fra yderkanten. Klip dernæst en lille cm af den inderste cirkel. Pisk nu den hvide mousse godt op til den er tyk, og kom i sprøjtepose. Saml kagen i din springform på serveringsfadet. Kom mousse ned mellem rillen i den nederste bund. Herefter et lag mousse over hele kagen i midten. Og læg nu de øverste bunde på og fyld igen rillen rundt mellem yder og inderring. Du skal også komme hindbærsyltetøj på alle kagebunde - altså i to lag. Sæt kagen på køl til den skal pyntes. Rul marcipanen ud og smør med flødeskum inden du betrækker kagen. Pynt som du vil med flag, roser osv.

søndag den 20. juli 2014

Det er lidt længe siden...

....at du har været med på rundtur i den lille bitte have. Jeg har ikke styr på den, men jeg gør mit bedste og lærer af mine fejl og at spørge, læse osv. Og jeg nyder det og hygger mig med det:-) Det er vel nok det vigtigste med en have, vil jeg mene. Udover selvforsyning naturligvis.


Lykken er .... at plukke sine egne allerførste hjemmelavede grønne bønner! Det er sket i dag, jubii!

Jeg er vild med bønner, de har været nemme at dyrke, og jeg skal helt sikkert have mange flere næste sommer. Har tænkt jeg må gå i gang med en slags havebog med min egne noter, så jeg kan huske til næste år:-)

GLÆDER mig til at sætte tænderne i dem i aften:-)



Min mynte belønner mig med overflod - hver dag drikker jeg te på friske blade, og det smager skønt. Jeg har frosset ned og hængt buketter til tørring. Og så har jeg nu lavet myntesaft efter samme opskrift som min hyldeblomstsaft. Og det smager virkelig skønt:-) Og sikker vinder til mojitos!

Persillen vælter op - i dag må jeg ud og plukke og få frosset ned. Det blir godt til vinter. Salvien kan jeg slet ikke få brugt, den er kæmpestor! Og mine koriander er gået i blomst og er ved at sætte frø. Så nu venter jeg på at kunne samle frø, og så har jeg sikkert gratis koriander næste år.

En note til mig selv: så koriander af nogle omgange, da de ret hurtigt går i blomst. Så har man til et længere stykke tid, når man sår frø i intervaller.


Her er mynten - vist nok den perfekte marrokanske. Den smager i hvert fald virkelig af meget. Ved siden af er basilikum nu blevet store og flotte. De tar lidt tid.

Note til mig selv: giv alt mere plads! Det blir kæmpe det hele:-) 


Mine smukke valmuer bukkede under for kraftigt regnvejr i sidste uge, så nu ligger de noget ned mange af dem. Også de sætter mange frøstande, som jeg helt sikkert skal samle frø fra, når de er tørre og modne. Så kan man give væk eller bytte. Jeg har allerede en bytteaftale:-)

De tørrede valmuefrøstande er forresten også rigtigt smukke i tørrede dekorationer og kranse.


Idag er de allerførste stolte kavaler sprunget ud - det er da et fantastisk navn til en blomst:-)


Sidste år havde jeg hverken sommerfugle eller bier i min have - de er kommet nu, hvor her er kommet blomster til. Det er virkelig dejligt med både søde sommerfugle og nyttige bier.


Tomaterne vælter ud over kasserne - og et er helt galt, at de ikke har fået nogle meget lange pinde, at sno sig op ad!!! Jeg vidste ski ikke, de blev så lange og store! Så det skal gøres helt anderledes næste år. Men bortset fra det, så er der pænt mange grønne tomater på planterne, så jeg er nu ret sikker på, jeg nok skal få skønne tomater ud af det, men sikkert bare ikke så mange.


De nyeste bede begynder også at vokse pænt med sommerblomster. Jeg havde forskelligt kål i den til venstre, men det har jeg lige måttet tage op. Der gik kålmider eller noget i dem, og de klappede bare pludselig sammen. Kål er vist en svær afgrøde, så det venter jeg et par år mere med!

Magnolietræet i kurven, som jeg fik i fødselsdagsgave, skal snart plantes rigtigt ud. Og jeg tror, jeg endelig har bestemt mig for det sted, den skal have sin faste plads. Det er en stor beslutning, som skal holde i mange år!

Ligeledes skal den lille hortensia få en fast plads i rigtigt jord i haven et sted, så jeg håber, jeg får en stor flot plante ud af det næste sommer. Vi får se om den kan klare vinteren!


Den allerførste tallerkensmækker er også sprunget ud i dag:-) Den er da så sød. Desværre har de her fået bladlus! Jeg ved ski ikke helt,hvad jeg skal gøre ved det. Min have dyrkes naturligvis så økologisk som muligt, så der er ikke noget med at sprøjte med gift hos mig!

Men måske noget sæbevand eller noget har jeg hørt ....


Den her sommerblomst har masser af fine blomster hver dag - så dejligt med lidt farve!


Lupinerne, som jeg selv har forspiret og haft i små plantekasser, er nu så store at jeg har plantet dem ud på min lille morgensol-plet:-) De skulle slet ikke blomstre før til næste år, da de er to-årige, men de kan åbenbart ikke lade være med lige at øve sig lidt:-) Skal finde flere vilde lupinfrø og håbe på masser af dem til næste år - det er en smuk blomst, synes jeg.


Mit lille pæretræ, som gav så mange skønne Clara Friis pærer sidste sommer, har desværre fået en eller anden sygdom! På den ene side er alle blade sorte og grimme og der er kun ganske få pærer på træet i år. ØV - der kan gå så meget galt i en have, har jeg lært allerede!!!!


Min feriegæst og jeg har spist dejlige salater de sidste dage - og brugt hvad ugens grøntssagskasse indeholdt. Her sprød salatblade, dampede snitbønner, strimlet squash, tomater, og kryddergrillede små gulerødder og en skarp dressing - mums:-)


Og en dejlig tunsalat går man heller ikke galt i byen med som frokostmåltid:-)

Ønsker dig en skøn søndag i din have, hvis du er så heldig at have sådan en!

lørdag den 19. juli 2014

Abrikosmandeltærte:-)

Mit ø-liv bragte danske, usprøjtede abrikoser:-) Vokset op i kærlighed ude i Toftebjerg. Det er i sandhed en sjælden delikatesse, så hele 5 små bakker blev bragt i sikkerhed i køkkenet. Først spiste vi os naturligvis en lille mavepine til i de små orange stenfrugter. De er så sarte, bliver hurtigt bløde og stødte - så sådan en lille sød-syrlig kugle, der er tilpas moden, er overraskende skøn at sætte til livs.


Resten måtte straks omsættes til en svært lækker tærte. Mandler passer skønt til abrikoser. Så her får du opskriften på den smukke sag, som er allerbedst lun med iskoldt letpisket fløde, men bestemt også gør sig dagen efter kold til te på mynte hentet i haven.

Tærte til ca 8-10 stykker
Mørdej:
150 gram øko hvedemel
100 gram øko smør
50 gram flormelis
1 landæg

1 bakke friske abrikoser

Mandelfyld:
150 gram afskallede mandler
75 gram sukker
75 gram øko smør
50 gram øko hvedemel
2 gode landæg
1 tsk mandelessens
2 spsk amaretto eller hvid portvin (kan sagtens undværes)

2 spsk abrikosmarmelade + 1 spsk vand til glasering

Smuldr smør i melet, tilsæt sukker og saml mørdejen. Læg på køl 1 time. Udrul til en passende tærteform, som er godt smurt. Læg bagepapir og bagebønner ovenpå for at holde formen på siderne i tærten. Forbag den 10-12 min ved 200 grader. Afkøl noget.

Til fyldet blendes mandler fint og alle ingredienser piskes sammen. Hældes i tærtebunden. Abrikoser halveres og udstenes og fordeles på fyldet. Bages 30-40 min ved 200 grader. Afkøles 10 min. Varm abrikosmarmeladen med vand og pensl på tærten. Servér med iskoldt, letpisket fløde.


Min feriegæst var tilpas begejstret:-) Bon appetit:-)

lørdag den 12. juli 2014

Der er vist gået ferie i den!

Jeg har stort set overgivet mig til tiltrængt ferietid, som skal tilbringes på min solskinsø. Det ville være dumt at rejse netop nu, hvor alle andre betaler i dyre domme for at være på Samsø, så jeg glæder mig til selv at være turist her, og få set noget af alt det, jeg ikke har opdaget endnu :-)

Imorgen kommer her feriegæster, som skal hygge og nyde det hele uge 29, hvor der traditionen tro er Samsø Festival. Oven i købet 25 års jubilæum i år:-) Så ferie indtil imorgen betyder hovedrengøring, projekter i haven, istandsætte et par gamle møbler, lege med min nye ismaskine (den skal du nok høre mere om senere), være meget sent oppe og sove meget længe:-)


Min nye solterasse er blevet færdig, og den er allerede taget i brug og helt som jeg havde håbet på. Hegnet er for lille, jeg må ha' købt et mere og så skal det males sort, så det passer hertil. Der skal sås græs rundt om fliserne og så kalder pladsen på masser af blomsterkrukker!

Det ene tar' det andet med sig!


Fra den anden side og inden hegnet kom op .... jeg kan godt lide de runde former, der bryder med det firkantede hus:-)



Bålstedet er også blevet helt færdigt siden sidst - det skulle lige godkendes af misserne!


Hver morgen ser bedet med valmuerne forskelligt ud - i dag ser de sådan her ud, og det er bare så skønt med hjemmelavede blomster:-) Jeg tror min have kommer til at udvikle sig meget de næste par år.

Ønsker osse dig en skøn sommerferie - måske vi ses on and off her:-)n

mandag den 7. juli 2014

Klassisk jordbærtærte - hvis du skal nå det!

Først forsvandt aspargesne, og om meget kort tid er det osse slut med de danske jordbær! Man synes bare aldrig man har fået nok, vel:-) Det er nærmest trist, når jordbærrene forsvinder - med dem ryger altså en god bid af sommeren!

Klassisk jordbærtærte bør man næsten bage mindst en gang i løbet af sæsonen - så det er nu, hvis du skal nå det:-)

Jeg bruger opskriften ovre fra Himmelske Kager - fordi det er sådan en jordbærtærte skal være i min verden! Sprød mørdejsbund, mazarinfyld, chokolade, hjemmelavet vanillecreme og selvfølgelig jordbær! Perfekt kombi:-)


Mængden på mazarinfyld er liiige stor nok, synes jeg - skær evt lidt ned på den. Hellere flere jordbær. Sådan gør jeg næste gang.


Enjoy - bare en lille bid!

lørdag den 5. juli 2014

Mere liv i haven

Ups, så gik der en lille uge uden mit nærvær her. Men det har været andre steder - nærværet altså. Må bare konstatere her på min anden sommer som ejer af gammelt hus og have at det fylder. På den gode måde vel at mærke, og så er alt jo godt.


Her til morgen stod jeg op til at disse skønheder har åbenbaret sig i min have - det betaler sig med kærlig og tålmodig pleje og høje forventninger:-)


Synet fremkaldte helt spontan barnlig glæde fra det dybeste i mig:-) Hvor er livet ukompliceret lige i dag.

Ugen bød også på igangsættelse af et andet ønskeprojekt - en lille solterasse på min græsplæne ...ja, ja - knap blev man færdig med at male huset udvendigt før nye lidt større projekter kaldte ...


I går blev halvdelen af fliserne lagt, resten kommer i næste uge og så skal der et lille hegn op halvt rundt, så her kan blive helt ugenert ned til den lille grusvej. Hvis du skuer langt nok ned, vil du få øje på en lille jordvold, som er starten på en bålplads ....det blir nok først næste sommer, den blir helt færdig.


Her har også været tid til et besøg hos Samsø Beeing, som havde helt nyslynget, flydende honning i "værkstedet". Honning er kun flyende nogle få dage, hvorefter det får den faste form, som vi kender. Og herefter røres det med forskellige smagstilsætninger. Jeg har aldrig smagt nyslynget honning før - på jordbær! Yderligere fremhævninger vist helt unødvendige - mums for en sommersmag!

Her har også været små feriebørn på 6 og 7 år, og den gamle leg med at fange krabber ved Ballen Havn er slet ikke gået af mode - de hyggede sig, og så var det endda helt gratis:-)

Nu ud i haven igen for at komme videre med arbejdet - Tanten ønsker jer en allerherligst weekend
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...