Sidevisninger i alt

fredag den 29. august 2014

Torne ved havet:-)

Jeg er opmærksom på, om I nok er lige ved at nå kvalmegrænsen over de sidste dages kageopskrifter! Men altså, det er jo gamle fotos fra hele feriemåneden, hvor jeg ikke fik blogget.

Helt topaktuelt er dagens indlæg til gengæld:-)


For første gang i mit liv har jeg nemlig plukket havtorn. Altså, når man bor 130 meter fra havet og de her orange superfood bær vokser her, så er man jo nærmest lidt forpligtet til at bruge løs af guldet.

Men av da for pokker - klart de hedder noget med torne, de her havtorn! De stikker altså virkelig. Næste gang tar jeg handsker på! Og man kan ikke tage dem i klaser, men er nødt til at plukke hvert enkelt lille bitte bær .... det tar tid! Så jeg tillod mig at snuppe et par grene med hjem, så jeg i ro og mag kunne hygge mig med det nødvendige arbejde. Man må yde, før man kan nyde, er der nogen, der har sagt.... jeg plejer nu at sige det omvendt:-)


Emil var meget hurtigt interesseret i de nye dufte - og solen skinnede, så det var ok, det tog lidt tid. Men ellers kan man fryse hele grene ned og så skulle bærrene være til at ryste af i stedet. Værd at overveje ..... jeg skal nemlig helt sikkert afsted efter flere.

Sådan et enkelt lille bitte bær skulle indeholde lige så meget C-vitamin som en hel appelsin!


De små bær smager meget syrligt, men med en skøn fin smag - jeg synes, de minder om ananaskirsebær i grundtonen ..... og der var forskel på farven og smagen. Nogle var meget orange, og nogle lidt lysere. Og der findes han- og hunbuske, og kun hunbuske bærer frugter:-)

De breder sig efter sigende som en steppebrand... så det går nok, at jeg skar et par enkelte grene af ...ellers skal man jo være mild mod naturen.


Efter at have reddet nok ca 8 små edderkoppers liv op af skålen og pillet dem helt rene for små bitte blade og ikke mindste sylespidste små torne, fik  jeg 400 gram bær ud af det (de kan vel sælges til Noma for en måneds husleje?), som nu er frosset ned. Smagen forbedres ved frost. Og så skal jeg bare beslutte, hvad de skal bruges til. Alt lige fra marmelade, sirup, saft, kagefyld osv.

Så bare ud og sanke, hvis du også er så heldig at bo et sted, hvor der er havtorn.

tirsdag den 26. august 2014

Nødderoulade med mokkacreme

Den perfekte søde bid efter en god middag, er hvad denne roulade er. For voksne vel at mærke. Når man kun lige skal ha' en lille sød bid til stærk kaffe - eller som en del af en desserttallerken med bær, sorbet eller lign. Og så er den hurtig at lave, med få ingredienser og kan gøres klar i god tid. Hvad man værdsætter, når der er gæster på programmet:-)

Her har kagen fået et drys Hyldebær Granulat fra Urtekram - der er frit slag med den slags!
10-12 skiver nødderoulade
Bund:
50 gram helt fintmalede hasselnødder eller valnødder
3 store øko æg
90 gram lyst øko rørsukker
50 gram øko hvedemel - gerne Tipo 00

Fyld:
200 gram øko smør
300 gram flormelis
4 spsk stærk helt kold instant kaffe

Tænd ovnen på 220 grader. Pisk æg og sukker meget lyst og luftigt. Sigt melet i og vend forsigtigt nødderne i massen. Fordel dejen på bagepapir til ca 30 x 40 cm. Bag 5 min til bunden er lysebrun. Må endelig ikke få for meget, da den så vil knække, når du skal rulle den. Afkøl helt. Tag endnu et stykke bagepapir og vend rouladen ned på det - gør evt det øverste bagepapir lidt vådt, så du bedre kan trække det forsigtigt af.


Pisk smørret et par min alene, tilsæt derefter flormelis og pis ved mellemhastighed et par min. Derefter pisk 3-4 min ved høj hastighed til blandingen her luftig og lys. Tilsæt så kaffen, pisk godt og smag til. hvor meget kaffe du vil have i. Smør cremen i et jævnt lag ud over hele bunden, rul forsigtigt rouladen sammen ved hjælp af bagepapiret til at "skubbe" rullen. Skær begge ender af, pak ind i bagepapiret og læg i køleskab mindst 1 time, så den når at sætte sig. Kan evt fryses ned.


Servér i lidt tykke skiver ved stuetemperatur - og giv god stempelkaffe til:-)

mandag den 25. august 2014

Ferskentærte med "cookielåg"

Lad os da få gang i den her blog igen med en kageopskrift - der er der vel en vis forventning om:-)

Ferskner er i sæson lige nu, og sådan en gang karamelliseret fersken dækket af sprød og blød dej er en laber sammesætning, så det fik det lov at komme på gæstebordet, selv om ferskner ikke er "local food". Jo mere "bondepige" jeg blir, jo mere ønsker jeg kun at spise, hvad der er i sæson, og hvad der er fra Samsø. Det gir bare så god mening. Da jeg boede i byen, havde jeg ikke styr på, hvornår de forskellige ting er i sæson, fordi Irma havde det hele året rundt næsten:-) Men hvorfor spise frugt, der er fløjet hertil fra de varme lande, når vores eget land bugner af æbler og brombær? Det er Stop Spild af Mad og logik.

Ingen regler uden undtagelse - lad en ferskentærte være undtagelsen!


Ferskentærte til ca 8 personer
Fyld
6 store ferskner
2 spsk rørsukker
1 spsk hvedemel
1 tsk citronsaft

Cookie-låg
125 gram smør
100 gram sukker
100 gram lys muscovadosukker
2 tsk vanillesukker
1 stort æg
125 gram mel
75 gram havregryn
½ tsk bagepulver
½ tsk salt


Skold og flå ferskner og skær dem i lidt tykke både. Bland med det øvrige fyld og kom i smurt form.

Til dejen piskes smør og de to slags sukker luftigt - det tar ca 8-10 min. Tilsæt æg og pisk godt. Bland mel, havregryn, bagepulver, salt og vanille og vend dette hurtigt i den piskede masse. Sæt dette på køl mindst 30 min. Fordel dejen ud over fersknerne og bag i forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 30-35 min eller til låget er gyldent.


Servér lun med is eller flødeskum. Min var en luksusudgave, idet jeg i god tid havde forberedt en hjemmelavet vanilleis på min nye ismaskine - den har jeg også til gode at fortælle om, den er nemlig sjov:-)

søndag den 24. august 2014

Hvor der er liv, er der håb! OG en figenmarmelade:-)

Og her ER liv! Dejligt og glad liv heldigvis:-) Og NU er jeg tilbage mere stabilt. Den helt uplanlagte lange bloggerpause skyldes simpelthen at sommeren tog mig med. Jeg har været så meget i lommen på sol, blå himmel og varmt havvand, feriegæster, levende musik, jordbær, ærter, bønner og nu brombær og pærer fra haven at jeg glemte en masse omkring mig.


Min kusine fra KBH, som følger lidt med i mit liv her, og sørme også en par trofaste læsere har nu både skrevet og ringet - helt bekymrede, fordi her var helt stille. Tak for kærlig omsorg. Alt er heldigvis godt, og jeg tilstræber mere tilstedeværelse det næste lange stykke tid.


Sensommeren har bragt virkeligt mange figner på mit træ i haven. Det må stå godt for sol og vind. Det står ud til vejen, så når folk går forbi, stopper mange op og peger og taler om det lille træ:-) Det føles altså ret eksotisk at plukke mange figner i sin have. Så ingen grund til at rejse nogen steder hen lige på den her årstid. Mange er fortæret friske, de er så smukke indeni - og delikate til ost. Men den her figenmarmelade får engle til at synge, og det er blevet til hele 12 glas efterhånden som de er modnet.

1000 gram friske figner
600 gram øko rørsukker
saften fra 3 øko citroner
1/4 dl vand
korn fra 1-2 gode vanillestænger
2-3 kanelstænger
Evt stjerneanis, hvis du er vild med det

Skær stilken af fignerne og skær dem i små tern. Bland alle ingredienser og kog det forsigtigt op. Lad det simre til konsistensen er tyk som marmelade, det tar lidt tid. Det skal nærmest karamelisere. Lad afkøle lidt, hæld på rengjorte glas. Jeg hælder kogende vand i mine glas og skyller dem med en lille sjat vodka eller lign. Derefter opbevares i køleskab, og så kan de holde sig nok ca et par måneder. Nok længere:-)


Nybagt brød med kerner, gult øko smør og klistret figeneleksir...


Brug marmeladen til dit ostebord, på nybagt eller ristet brød eller i en spændende dessert. Hvad med at toppe en cheesecake med det?


Nu er det slut for i år - håber træet vokser sig større og gir endnu mere næste sommer:-)
Dejlig søndag til jer alle - vi høres SNART ved!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...