Sidevisninger i alt

tirsdag den 2. juni 2015

En kartoffelmad fra Samsø og en fragilité med mokkacreme

Der står SOMMER på kalenderen nu - hvor blir den dog af? Det føles som om, det har regnet i en uendelighed, og efter jeg er flyttet til Samsø, synes jeg ellers der er sol og blå himmel det meste af tiden.

"sæsonen" er nu i gang alligevel - sidste weekend med feriegæst, som skulle have den store ø-tursrundvisning og den kommende weekend flere gæster. Øen summer af fritidssamsinger og mange aktiviteter - konkurrencen om Året Bedste Kartoffelmad er netop afgjort og i år blev det Ballen Badehotel, der løb med æren.

Vinder-kartoffelmaden
Hjemme hos mig blev der for første gang afprøvet fragilité-bagning - og uha, dem kunne man godt blive småafhængig af til stærk kaffe eller te! Og da den ikke blev helt perfekt, er jeg nok nødt til at prøve igen:-)


Søde, bløde og sprøde på samme tid - disse er efter Claus Meyers opskrift, men der findes jo en bunke varianter - ofte bagt med marcipan, hvor disse blot er en slags marengsbunde med ristet mandelmel.

Smørcremen drillede og skilte lidt for mig, æv! Men øvelse gør mester, så jeg må prøve igen en anden god gang - den slags finder jeg mig ikke i:-)


Ca 10 stk fragilité
180 gram æggehvide
150 gram flormelis
150 gram mandelmel
150 gram flormelis mere (altså i alt 300 gram)

Varm ovnen op til 180 gr varmluft. Spred mandelmelet ud på bagepapir på en plade og rist dette i 5 min - hold øje, det brænder hurtigt på og det skal kun lige få en lysebrun farve. Afkøl det helt. Bland det med sigtet flormelis. Pisk æggehvider næsten stive og tilsæt den anden portion flormelis og pisk godt igen til det er tykt og efterlader toppe på piskeriset. Vend nu det sukrede mandelmel i marengsen og fordel det på en bageplade på 30 x 50 cm. Skru ovnen ned til 150 grader og bag ca 45 minutter eller til det er tørt. Afkøles helt.

Smørcreme
3 små øko æg
8 spsk vand
200 gram sukker
280 gram blødt øko smør
5 spsk stærk espresso (jeg opløste instant pulver i en stærk blanding)

Pisk æggene godt sammen. Kog vand og sukker til præcis 117 grader og hæld nu den kogende sukkerlage i en helt tynd stråle ned til æggene under konstant piskning. Pisk til det er afkølet og fordoblet i volumen. Tilsæt nu smør 1 spsk ad gangen og pisk godt hele tiden - det var her mit begyndte at skille lidt. Opskriften sagde at man så kan varme 1 spsk fløde op og piske i og at det skulle samle cremen igen - det gjorde det ikke helt for mig. Til sidst tilsættes den afkølede kaffe til ønsket smag. Det lykkedes dog at få cremen nogenlunde samlet helt til sidst.

Del bunden enten i to lige store dele (det sagde opskriften) eller i 3 lige store. Fordel smørcremen enten i et lag, hvis du har to bunde eller i to lag, hvis du har tre bunde. Sæt kagen i fryseren 15 min og drys et godt lag flormelis ud inden servering. Pynt med spiselige blomster eller bær.

Kagen kan laves op til flere dage i forvejen og opbevares med film om og i tætsluttende boks i køleskabet. Dog mister den sin sprødhed, så som altid synes jeg nybagt er langt at foretrække:-)


Det pyntede rigtig fint med et par små blomster - disse er dog ikke økologiske, så de blev ikke spist :-) Print denne artikel

2 kommentarer:

  1. Ja jeg foretrækker også nybagt, selvom den ikke er helt vellykket, ser den nu fristende ud alligevel :)
    Men kartoffelmaden er nok sundere :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, den blev ret fin at se på i det mindste! Skal vi ikke bare sige at mandler er sunde også? thi hi
      Tak for hilsen Lisbeth - kh Marianne

      Slet

Tak fordi du havde lyst til at give dit bidrag - glæder mig til at læse det:-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...